Fabianhus

Historien om Fabianhus

Fabianhus er et historisk hus, som ligger tæt på Esrum Kloster & Møllegård.

Den oprindelige del af Fabianhus blev opført i begyndelsen af 1600-tallet som stutteribolig til Fabian Jacobsen, Christian IV's brevviser. 

De nuværende bygninger blev opført i henholdsvis 1937 og 1988. Stedet har bevaret sin gamle charme med bindingsværk og hyggelige stuer. 

Omgivelserne

Fabianhus ligger i naturskønne omgivelser i det skønne Nordsjælland. Den omkringliggende natur inviterer til gå- og løbeture i Gribskov eller langs Esrum Sø. 

  • Hus A blev bygget i 1937 og moderniseret i 2013. Huset har bevaret sin gamle charme med bindingsværk og hyggelige stuer.
  • Hus B blev bygget i 1980´erne og har et stort lyst fællesareal. Indretningen inviterer til hyggeligt samvær, i et hjemligt miljø, hvor der lægges vægt på traditioner og højtider.
  • Mellem Hus A og B, findes et hyggeligt gårdmiljø.

Det 3.000 m2 store udenomsareal byder på bålplads, frugttræer, hyggelige kroge, mulighed for boldspil, minigolf m.m.

Indendørs er der mulighed for vægttræning i fitnessrummet, bordtennis, dart og pool. Herudover har Fabianhus et kreativt værksted, som giver mulighed for at forskellige kreative udfoldelser.

Der er fælles TV-stuer og internetadgang.

En beboers fortælling om en ganske almindelig dag på Fabianhus

En god ting ved Fabian er, at der er plads til forskelligheder. Jeg er en af dem, der ikke er så god til en "punktlig dag". Tit starter den op af formiddagen hvor jeg vågner bedst med en sludder for en sladder, med personalet, der oftest sidder i hus B. Forskellig kreativitet bringer min dag glæde, mens der er skruet op for YouTube, samt selvudvikling, læse en god bog og ikke mindst nyde den omkringliggende skønne natur. Når samvittigheden bliver for stor, bliver der også trænet i vores eget motionsrum, der for nylig er blevet "piftet op". 

Den fælles aftensmad er det store samlingspunkt, efterfulgt af TV-kiggeri. Sidst nævnte undgår jeg helst, da jeg snakker for meget under udsendelserne og vil ikke forstyrre noget for de andre. 

Jeg holder af at være mig selv når jeg er hjemme og skulle jeg få lyst til selskab er det for mig netop en fordel at bo på Fabianhus.

Om os

Fabianhus, Ahornstien og Søfryd er del Team Støtte og Rådgivning, der er en virksomhed under Center for Beskæftigelse og Social i Gribskov kommune.

Team Støtte og Rådgivning indeholder den samlede voksenpsykiatri- og rusmiddelindsats.